ØLKROER, BORGESTUER OG MARKETENDERIER PÅ CARLSBERG
Bespisning på Carlsberg, film fra 1947.
Filmen er et uddrag af Gunnar Wangels Carlsberg-film som viser tappe-kvinderne, der holder frokostpause i borgestuen / marketenderiet.
Pasningen af en ølkro blev ofte varetaget af en ældre ansat. En tidligere bryggeriarbejder, som var ansat på Carlsberg i 1970erne, fortæller om kromanden: “At være kromand var et af de skånejobs, man kunne få i de sidste år af et langt arbejdsliv på Carlsberg – og det var til fuld løn, for på Carlsberg tog man sig godt af de trofaste medarbejdere. Der var mange krostuer fordelt rundt omkring på virksomheden. Åges krostue var noget helt særligt. Det var den eneste kro, hvor man kunne få øl i fire forskellige temperaturer: Fra kassen, fra det kolde eller det varme køleskab eller “strandvaskere”, som var flasker der stod på en gulvklud, i bunden af en stor laboratorievask, hvor den kolde hane løb uafbrudt hele dagen. Der var orden på tingene i den kro”.