Carlsbergområdet i Valby er enormt og det er varieret. På de i alt 32 hektarer finder man bygninger fra hele perioden 1847-2008. Her er maltsiloer i elleve etager, tre bryghuse, et børnedaghjem, tennisbane osv.







Carlsbergområdet er mest kendt for de æstetisk fuldendte bygninger, som fx Bryghuset, Elefantporten og Carlsberg Glyptotek langs Ny Carlsberg Vej, der alle afspejler J.C. og Carl Jacobsens interesse for kunst og æstetik. I dag, hvor også produktionsområdet er åbent for offentligheden, ser man ligeledes, at Carlsberg også er en fuldt funktionel og moderne produktionsvirksomhed.
Carlsberg er en bryggerivirksomhed, der har forandret sig markant de seneste 160 år. Og man kan i det fysiske miljø aflæse industrialiseringens historie – den konstante tilpasning af produktionsapparatet til markedet og til skiftende energi- og transportformer.