SVIGTENDE KOLLEGER
Sammenholdet er til alle tider blevet fremhævet blandt bryggeriarbejderne, men som på andre store virksomheder, har det kunne svigte. Jytte Andersen fortæller, hvordan kollegerne undlod at holde aftalen om at lave hendes arbejde, imens hun sørgede for middag til dem.

Vin, champagne og cigarer var ikke en del af hverdagen. Var der noget af fejre – jubilæer, højtider, fødselsdage eller lignende – blev det gjort på behørig vis. Omkring 1980.
“Formanden kom op til mig omkring kl. 22.30 og spurgte om jeg var klar over at mine indlæg manglede dernede, det var jeg selvfølgelig ikke. De har ikke lavet et eneste indlæg til dig, og jeg kan ikke bare skrive dem på, sagde han. Jeg blev så gal og skuffet, at jeg var lige ved at tude.
Jeg styrtede ned på min plads og begyndte at lave indlæg. Jeg knoklede som en lille hest. Jeg skulle være færdig inden kl. 24, når natholdet kom. Formanden var meget forarget på damerne og stod og talte med mig, mens jeg lavede indlæggene. […] Jeg blev færdig med de indlæg, jeg skulle lave, men det var sidste gang, jeg lavede mad til dem. Ikke engang hende jeg gik mest sammen med hjalp mig […]. Det var en stor skuffelse. Jeg troede, vi var venner, men det var vi altså ikke, ikke nok i hvert fald.
Nå, man skal jo lære så længe man lever siges der, der lærte jeg så noget, igen.
(Jeg brugte flere timer på at planlægge, hvad middag jeg skulle lave, købe ind, slæbe det derover, lave maden, dække bord, servere, tage af bordet, vaske op, lave kaffe, servere maden og vaske op igen + jeg slæbte på mit køkkengrej frem og tilbage hver dag, ellers blev det stjålet. Jeg havde fået to store skærebrætter af far, som han havde fået lavet på Lindø. Det ene var meget stort, det tog jeg med der over, det var stjålet allerede dagen efter jeg havde haft det med).
Jeg syntes, det var dårlige kolleger og det, sagde jeg til dem, de blev da også lidt flove, men ingen lovede bod eller bedring, så vi var færdige med at spise sammen, hvor jeg lavede mad. Men det med at jeg lavede mad, stod da på i en ½ snes år.”
You must be logged in to post a comment.