Kaj Hansen fortæller om arbejdet som kusk i 1930’erne

Kusken får flydende og hesten fast føde.

“Dengang mødte vi kl. 5.30 om morgenen oppe i stalden for at gøre hestene klar, og det betød, at jeg skulle hjemmefra Herlev kl. 4, for jeg cyklede nemlig til og fra arbejde! Vi kørte så ud kl. 7, og medens kusken altid skulle være vågen, så kunne makkeren godt tage sig et stille blund på vejen ud til distriktet. Jeg husker, at da vi en morgenstund var på vej mod Østerbro, faldt den nærmer hest, og da min kollega så havde fået gnedet søvnen af øjnene og kun kunne se én hest, sagde han: Hvor pokker er den skimlede henne? Men vi fik den da hjulpet på benene, så vi kunne fortsætte! Nu var der ikke så glat føre den dag, men så snart det satte ind med frost, så skulle hestene “broddes”, hvilket vil sige, at vi skulle banke nogle specielle søm op i hesteskoen, således at hesten kunne stå fast, og vi kunne godt komme ud for, at vi måtte brodde hestene både 2 og 3 gange, før vi i det hele taget nåede ud i distriktet. Men det hørte altså med til jobbet, for hestene skulle først og fremmest passes, og det medførte blandt andet også, at dersom der kom to helligdage i træk, så skulle vi møde herude den ene dag for at strigle hestene – det var egentlig ikke så mærkværdigt, for var hestene ikke i orden, kunne vi jo ikke køre.”