Den såkaldte 1985-strejke brød ud den 9. maj 1985 og varede i 60 dage med over 3000 strejkende bryggeriarbejdere. Hovedtemaet var teknologiens indflydelse på beskæftigelsen, og stridspunktet var nedskæringer i antallet af arbejdspladser.

Teknologien skal aflaste os, ikke erstatte os var en af parolerne under 1985 strejken, hvor de store investeringsplaner i teknologi og nye maskiner efterhånden var slået igennem. Det betød store nedskæringer over de næste år.

“Teknologien skal aflaste os – ikke afskaffe os” var bryggeriarbejdernes slogan i strejken. I løbet af 1970’erne og 1980’erne havde automatiseringen overtaget dele af de manuelle arbejdsprocesser. Det betød effektivisering af produktionen, mindre fysisk belastende arbejde men også overflødiggørelse af arbejdspladser. De københavnske bryggeriarbejdere følte sig med god grund truet på beskæftigelsen. Ikke mindst af det nyopførte bryggeri i Fredericia med en produktivitet langt højere end i Valby.

Antallet af arbejdspladser var netop et af de afgørende punkter, der fik forhandlingerne om en ny femårig rammeaftale – principiel aftale om rettigheder og forpligtelser mellem to parter – mellem De Forenede Bryggerier og de københavnske bryggeriarbejdere (Forbundet) til at bryde sammen. De foregående år var antallet af ansatte på Carlsberg og Tuborg reduceret med 1100, og bryggeriarbejderne havde til hensigt at stoppe nedgangen af arbejdspladser. Derfor ville bryggeriarbejderne kun acceptere naturlig afgang, hvilket svarede til 813 personer, mens ledelsen krævede, at arbejdspladserne blev reduceret med 1000 over de næste 5 år.

Den 9. maj 1985 gik 3600 bryggeriarbejdere således i strejke. Strejken var overenskomststridig, og Bryggeriarbejdernes Forbund med formand Preben Mortensen i spidsen vendte sig derfor imod strejken, og strejkekassen var lukket.
De københavnske bryggeriarbejdere gik først i arbejde igen den 3. juli 1985. Økonomisk blev det en dyr affære for bryggeriarbejderne med en samlet bod på 40 millioner kroner, men erfaringsmæssigt fik de et stort udbytte. Strejken havde været velorganiseret, og kvinder og mænd havde stået sammen i kampen mod arbejdsgiverne. Den vundne solidaritet førte til en sammenlægning af kvindelig og mandlig afdeling i 1987, der ellers i mange år havde kæmpet imod hinanden om retten til arbejde.