Svend Christensen, som startede på Carlsberg i 1930, fortæller om vanskelighederne og materialemangel under besættelsen.

Tørvbunke på Carlsberg, 1943

“Et af mine andre jobs var at løse af i det gamle malteri deroppe på toppen af bakken. Det blev så til en 23-årig beskæftigelse i den videnskab, der hedder maltgøring, og vores speciale var fremstilling af portermalt. Under besættelsen kunne det have sine vanskeligheder med at gå op på de krævede ca. 135 grader, som portermalten kræver. Årsagen var, at vi som brændsel anvendte tørv og brunkul, som gav megen aske men kun liden varme, men alligevel oparbejdede man uvilkårligt en erfaring, hvor man alene af røgen fra skorstenen kunne lugte sig til, når portermalten havde den rigtige konsistens.”

(…)

“Det, at lave portermalt, er faktisk en videnskab for sig, og det foregik på den måde, at malten først blev hejset op på overkøllen, hvor vi så gik og spredte den med grebe af træ og pløjede dem med træplove, som vi skubbede foran os. På overkøllen lå malten ca. 1 døgns itd, og derefter blev den gennem en tragt styrtet ned på underkøllen et endnu et døgns behandling, og så blev den endelig ved hjælp af et håndspil trukket hen til tragten til afsvalingskassen. Efter afsvaling blev malten transporteret til Siloen med behørig rensning undervejs. Dagsproduktionen? Den var på ca. 120 tønder pr. døgn.”