PORT PASTEUR
Carlsberg var bevogtet og omringet af høje hegn, og kun gennem portene var der adgang til bryggeriet.
Bevogtningen af Carlsberg skyldes, at det var toldfrit område. Først når øllet forlod grunden, blev det pålagt told. Alt, hvad der blev drukket indenfor, gik udenom toldbehandlingen. Det betød, at hverken tomme eller fulde flasker måtte komme til eller forlade området uden at blive registeret ved porten. Portvagterne havde til opgave hver morgen og hver aften at registrere ølkuskenes last.
I 1920’erne og 1930’erne var der ligefrem en betjent ansat til at holde uvedkommende væk.
Port Pasteur blev opført omkring 1985 ved arkitekt Steen Højby Rasmussen. Den erstattede en tidligere portbygning fra 1915.
Indtil 1970’erne byttede de overenskomstansatte tegn i porten. Arbejderne havde et lille messingskilt med deres lønnummer, som de afleverede, når de mødte på arbejde. Det blev byttet for et andet tegn med anden form ligeledes med eget løbenummer, der igen skulle ombyttes ved fyraften.
Port Pasteur fungerede som hovedport for driften inde på området. Her kørte det tunge gods ind og ud ad området. I forbindelse med portbygningen findes en vægt for lastvogne. Port Pasteur blev lukket for kørende trafik inden for de senere år.