STJERNEPORTEN
Carlsberg var bevogtet og omringet af høje hegn, og kun gennem portene var der adgang til bryggeriet.
I porten byttede de ansatte tegn. De byttede et rundt tegn for et firkantet, når de mødte på arbejde og omvendt, når de gik gennem porten ved fyraften. Siden blev tegnene udskiftet med chip-kort.
Bevogtningen af Carlsberg skyldes, at det var toldfrit område. Først når øllet forlod grunden, blev det pålagt told. Alt, hvad der blev drukket indenfor, gik udenom toldbehandlingen. Det betød, at hverken tomme eller fulde flasker måtte komme til eller forlade området uden at blive registeret ved porten. Portvagterne havde til opgave hver morgen og hver aften at registrere ølkuskenes last.
I 1920’erne og 1930’erne var der ligefrem en betjent ansat til at holde uvedkommende væk.
Stjerneporten blev opført i 1883 ved stadsbygmester P.C. Bønecke. Porten var oprindeligt sammenbygget med fyrtårnet og en kalkstensmur på den anden side, der markerede hovedindgangen til Gl. Carlsberg. Den tolvtakkede stjerne på porten var Gl. Carlsbergs varemærke. J.C. Jacobsen indregistrerede den i 1881 i det nyoprettede varemærkeregister. På søjlerne ses årstallene 1847: Årstal for første bryg, 1883: Portens byggeår,1867: Gl. Carlsbergs brand og 1870: Anneksbryggeriets opførselsår. Portportalen blev i 1964 flyttet ud på midten af vejen for at gøre kørevejene bredere.
Stjerneporten er indstillet til fredning, og anbefales i det tilfælde flyttet tilbage til dens oprindelige placering ved fyrtårnet og portnerboligen.
You must be logged in to post a comment.