Mens de kvindelige bryggeriarbejdere i 1960-70’erne var optaget af at føre kønskampe på bryggeriet, var tiden også for de mandlige bryggeriarbejdere præget af arbejdskampe. Mændenes kampe gjaldt primært en højere løn.

Tuborgs og Carlsbergs arbejdere møder hinanden på Rådhuspladsen i København under en strejke i 1960.

Landbruget gennemførte i begyndelsen af 1960’erne den såkaldte “mælkestrejke”, og på den baggrund indførte regeringen en omsætningsafgift på 9 %, der skulle sikre landbruget tilskud fra statskassen. Mange arbejdere og faglige organisationer, ikke mindst bryggeriarbejderne, følte, at dette var en provokation, fordi deres overenskomstaftalte løn ikke tog højde for sådanne prisstigninger. Bryggeriarbejderne fremlagde derfor lønkrav, men i forbundet mente man ikke, at man kunne rejse lønkrav midt i en periode.

Formanden for de mandlige bryggeriarbejdere, Holger Foss, mente derimod, at arbejdernes levevilkår blev stærkt forringet i en periode, og når landarbejdere kunne få deres vilkår forbedret, så kunne bryggeriarbejderne også. Carlsbergs og Tuborgs ledelse ville dog ikke forhandle.
Da de efterfølgende overenskomstforhandlinger i 1963 kun gav sløje resultater, opstod der en række konflikter på de Københavnske bryggerier. Den mandlige fagforening stillede en måned efter forliget krav om nye centrale forhandlinger, men det nægtede forbundet. Resultatet blev, at de mandlige tillidsrepræsentanter trak sig ud af samarbejdsudvalgene på Carlsberg og Tuborg.

Det fik forbundet og bryggerierne til at forhandle lokalt, og der blev tilføjet en helt ny form for lønregulering til overenskomsten: Akkordlønnen skulle fremover stige i samme takt som timelønnen, når pristallet steg og udløste dyrtidsportioner.

Lønkampene i 1960’erne fortsatte med demonstrationer i 1964, hvor det kom til sammenstød mellem bryggeriarbejdere og politi i folketingsgården. Og i 1965 løb 2-øres-strejken af stablen.
Men lønreguleringen fra 1963 skulle vise sig at være smart, eftersom akkordarbejde blev mere og mere udbredt i løbet af 1960’erne. Taktreguleringen af akkorderne betød, at bryggeriarbejderne fik mere ud af det end andre grupper, hver gang der blev udløst dyrtidsportion. Lønnen steg eksplosivt i den sidste halvdel af 1960’erne og op gennem 1970’erne. Efterhånden tjente en (ufaglært) bryggeriarbejder mere end en faglært arbejder i København.