BRYGGERIET I MALAWI
Bryggeriet i Malawi var Carlsbergs første bryggeri udenfor Danmarks grænser. På en gang en eksotisk erhvervsinvestering og et vellykket bistandsprojekt.
Bryggeriet i Malawi blev til på initiativ af daværende udenrigsminister Per Hækkerup. Hækkerup besøgte landet i 1966, og den daværende præsident i Malawi anmodede om støtte til landet. Etablering af et bryggeri i et af verdens fattigste lande kunne skaffe arbejdspladser og kapital.
Hækkerup rettede ved hjemkomsten henvendelse til Bryggeriforeningen, og Carlsberg slog til. Det førte til en samarbejdsaftale mellem Malawis regering, Malawi Development Corporation – et statsejet foretagende, der iværksætter industri- og landbrugsprojekter – og Carlsberg-Bryggerierne om et dansk statslån på 15 millioner kroner til at etablere et bryggeri i Malawi. Statslånet gik primært til Malawi Development Corporations, mens Carlsberg også selv skød penge i projektet og blev bryggeriets hovedaktionær.
Den 14. december 1968 kunne Carlsberg Malawi Brewed Limited starte den første brygning. Første år solgte bryggeriet 9,1 millioner øl. I 2008 havde Carlsberg 97% af markedsandelene i landet og over 250 ansatte. Set ud fra en erhvervs- såvel som en bistandsmæssig synsvinkel har bryggeriet i Malawi været en succes.