I 1949 opnåedes for første gang samme løntillæg som de mandlige bryggeriarbejdere, men grundlønnen var stadig forskellig. Formanden for de kvindelige bryggeriarbejdere betegnede bedriften som et “kardinalpunkt” og et “stort fremskridt”. Op gennem 1950’erne begyndte der at lyde forslag fra medlemmerne om ligeløn mellem mænd og kvinder.
Ligelønskampen tog til i løbet af 1960’erne. I 1960 strejkede de kvindelige bryggeriarbejdere i København i næsten to uger, fordi de ikke havde fået samme løntillæg som mændene ved nogle lokale forhandlinger. I løbet af 1960’erne begyndte kvinderne at kræve, at forbundet skulle arbejde for ligeløn, men det var først ved overenskomstforhandlingerne i 1971, at forbundet krævede ligeløn overfor arbejdsgiverne. Først i 1973 gennemførtes den formelle ligeløn.

Men ligelønskampen var ikke den eneste kønsrelaterede arbejdskamp bryggerpigerne kæmpede. Den øgede mekanisering i 1950’erne gjorde, at meget manuelt arbejde blev erstattet af nye maskiner. Hidtil havde primært de mandlige bryggeriarbejdere arbejdet ved maskinerne, og i begyndelsen af 1950’erne blev arbejdet ved de nye maskiner også uden tøven fra både ledelsen, mændenes og kvindernes side givet til mændene. Teknologiens indtog var derfor primært en trussel mod kvindernes arbejdspladser. Derfor begyndte kvinderne at gøre på krav på arbejdet ved maskiner, hvis maskinerne erstattede kvindearbejdspladser. Under henvisning til at arbejdet altid havde været kvindernes, fik kvinderne også fra 1953 nogle gange lov til at arbejde ved maskinerne.

I takt med mekaniseringen i løbet af 1960’erne fortsatte kampene om arbejdet mellem de mandlige og kvindelige bryggeriarbejdere. Og som en del af ligestillingskampen op gennem 1960-70erne, begyndte kvinderne også at kræve ret til at blive oplært i det samme arbejde som mændene, for kvinder kunne også have forstand på maskiner, mente de.