Kampen for ligeløn blev langt hen ad vejen kæmpet gennem fredelige forhandlinger. Strejker og demonstrationer blev dog taget i brug, når konflikterne spidsede til.

Da strejken sluttede benyttede man lejligheden til at takke for de mandlige bryggeriarbejders støtte

Det første skridt mod ligeløn blev taget ved overenskomstfornyelsen i 1949, hvor kvinderne opnåede samme løntillæg som mændene. Op gennem 1950’erne opnåedes dette typisk ved overenskomstforhandlingerne, og det var derfor en torn i øjet på kvinderne, da nogle lokalforhandlinger på Tuborg og Carlsberg kun gav mændene højere løn.
Kvinderne så det som en provokation, især set i lyset af at folketinget netop havde tilsluttet sig ILO’s ligelønskonvention og fagbevægelsen havde vedtaget at arbejde for ligeløn. 1500 kvinder strejkede, og de fortsatte, selvom strejken flere gange blev dømt ulovlig af arbejdsretten. Efter bod og næsten 2 ugers strejke besluttede kvinderne at genoptage arbejdet med den forventning, at forbundet ikke ville svigte kvinderne. Forhandlingerne i de efterfølgende dage gav da også kvinderne det samme løntillæg som mændene.

Også tiden op til overenskomsterne i 1971 og 1973 var præget af store demonstrationer. Da ligelønnen blev vedtaget i 1973 kunne bryggerpigerne bryste sig af at have opnået “lige løn for ulige arbejde”, som de formulerede det. Det var en hentydning til den skarpe kønsarbejdsfordeling, som kvinderne herefter satte sig for at bekæmpe.
En mere atypisk ligelønskonflikt udspillede sig i 1975 på Carlsberg. Kvinderne havde indgået en aftale med ledelsen, som gav dem en krone mere end mændene. Men selvom mændene tidligere havde fået tilbudt samme aftale, blev de alligevel rasende. De mente, at kvinderne var usolidariske, fordi mændene de seneste år havde støttet kvindernes ligelønskrav. Der opstod en række “vilde” konflikter blandt mændene, men gennem forhandling fik mændene til sidst samme tillæg som kvinderne.