Carlsberg var i mange år domineret af mandlig arbejdskraft. Det var først med tappehallen fra 1903, at kvinderne for alvor fik arbejde på bryggeriet. I september samme år mødtes 25 kvinder fra Carlsberg og 40 fra Kroneølbryggeriet og besluttede at oprette en fagforening for de kvindelige bryggeriarbejdere i København. Fagforeningen blev optaget i Bryggeriarbejderforbundet.

Arbejdsfordelingen på bryggerierne var kønsopdelt. Kvinderne tog sig af det manuelle i tappehallerne, og mændene tog sig af maskinerne. Efterhånden og med sammenlægningen af kvindelig og mandlig fagforening i 1987 blev skellet mindre udtalt, og nu kunne også kvinder arbejde som ølkuske. Den første kvindelige ølkusk var Anne-Lise Pedersen i 1988.

Bryggeriarbejderne i København var samlet under ét forbund, kæmpede under samme fane og støttede hinanden i konflikter og under forhandlinger. Men de to fagforeninger stod også ofte overfor hinanden med hver deres interesser eller stredes til tider direkte over arbejdsproblematikker. Især i 1950-70’erne var fronterne mellem de to fagforeninger trukket skarpt op.
I 1950erne blev meget arbejde mekaniseret på bryggeriet. For at beskytte deres medlemmer mod at blive fyret, gjorde både den mandlige og den kvindelige fagforening krav på arbejdet ved de nye maskiner. Kampene om arbejdsfordeling fortsatte op gennem 1960-70erne. Det gik ud over solidariteten mellem de mandlige og kvindelige bryggeriarbejdere, der derfor for eksempel ikke altid ubetinget støttede hinanden, hvis den ene gruppe var i konflikt med ledelsen.

En af de store konflikter mellem mændene og kvinderne på Carlsberg var i 1975, hvor kvinderne havde indgået en aftale med ledelsen, hvor de gik med til at afskaffe ca. 90 arbejdspladser. Til gengæld fik de selv ret til at bestemme jobrotationen, og de fik forhandlet en højere akkord, så de fik en krone mere i timen – endda 1 krone mere end mændene. Mændene var rasende, fordi de mente at have støttet kvinderne i deres ligelønskrav i mange år. Mændenes konflikt og forhandling resulterede i, at de fik samme tillæg som kvinderne, men luften mellem den mandlige og kvindelige fagforening var i flere år efter iskold. Først op til overenskomstforhandlingerne i 1977 skete en opblødning, og der kom samarbejde mellem de faglige klubber og et fælles forslag til et nyt lønsystem. Frygten for arbejdsløshed som følge af bryggeriet i Fredericia i slutningen af 1970erne fik for alvor de mandlige og kvindelige bryggeriarbejdere i Valby til at stå sammen igen.
Carlsberg-kvinden Barbara Kryger blev den sidste formand for de kvindelige bryggeriarbejdere i København. Hun var formand 1983-87 og gik til valg på, at de mandlige og kvindelige bryggeriarbejdere i København blev slået sammen til én fagforening. Det blev de i 1987.