HERMAN BANG: BESØG PÅ KARLSBERG
Forfatteren Herman Bang udgav i 1880-1881 en lang række reportager i Nationaltidende under fællestitlen “Vekslende Themaer”. Hans Carlsberg-artikel udkom samme år som bruddet mellem de to Jacobsen’er og oprettelsen af Carls selvstændige Ny Carlsberg.
Her følger et uddrag fra Herman Bangs besøg på Carlsberg. Det blev bragt i Nationaltidende den 29. maj 1881. Bang skriver om de tre sideliggende bryggerier:
“Man kan løbe vild derude. Tingen er, at Gammel-Karlsberg og Ny-Karlsberg og Alliance for almindelige Øine løbe ud i et, og det er dog tre høist forskellige Foretagender. Men Grænseskjellene ere saa svære at faa Kig paa, og snart staar man paa Alliances Grund og snart paa Ny Karlsbergs uden at man ved af det. Thi det gaar ud og ind med Enklaver og Bugtninger ligesom paa Tysklands Kort med alle de smaa Fyrstendømmer der have hver sin Suveræn ligesom Karlsberg.
Paa Fabrikerne her har hver Afdeling ikke alene sin egen Suveræn, men ogsaa sin specielle Opgave: Gammel-Karlsberg leverer alene Øl til Kjøbenhavn – Kjøbenhavn fortærer virkelig dets 75,000 Tønder Øl om Aaret foruden alt, hvad der drikkes af Tuborg og Aldersro og hvad alle de andre Bryggerier nu hedde – Ny-Karlsberg forsyner det øvrige Land. Det er, ligesom naar man deler et Rige! Alliance tap-per af og producerer desuden de lettere Ølsorter som Wiener og Pilsner Øl. Det er Hr. Kogsbølle der har gjort Pilsner Øl moderne, og Produktionen paa Alliance, der oprindelig var anlagt som Mønster-bryggeri af hvidt Øl, er allerede meget betydelig – en 11,000 Tønder om Aaret. Hovedmassen heraf gaar til Udlandet.”
You must be logged in to post a comment.