Underskriften for Carlsbergs og Tuborgs fusion blev forseglet i Videnskabernes Selskab den 25. maj 1970.
I 1903 indgik De forenede Bryggerier og Carlsberg en aftale, som gik ud på at dele overskud og driftsmæssige investeringer. Det var ud fra et ønske om at udradere datidens uhensigtsmæssige konkurrence.

J.C. Jacobsen fotograferet året før, han opfører bryggeriet Carlsberg på Valby Bakke.

Så længe de to virksomheders indtjening var lige, fungerede aftalen. Og i et kortsigtet perspektiv var det ligefrem en stor fordel for Carlsberg, der i begyndelsen af 1900-tallet salgsmæssigt haltede bagefter Tuborg. Men særligt i 1960’erne tog Carlsbergs forspring fart og over en årrække på fire år, måtte Carlsberg aflevere 90,5 millioner kroner til Tuborg. Samtidigt var der i kartellet ikke taget hensyn til eksport og de internationale interesser. Kartellet betød, at de to virksomheder kunne bremse og i høj grad bremsede for hinandens udfoldelser på verdensmarkedet.
Konsekvensen blev, at de ikke kun indgik i et driftsmæssigt men også i et fælles ejerskab ved en fusionering af de to virksomheder i 1970 i fælles aktieselskab.
Det krævede ændringer i Carlsbergfondets statutter og fundatser. J.C. havde i 1882 testamenteret sit bryggeri til Carlsbergfondet ud fra en overbevisning om, at sikring af øllets kvalitet var vigtigere end profitmaksimering. Overskuddet skulle derfor gå til videnskaben og kulturlivet i Danmark. Ved fusioneringen gik Carlsbergfondet fra at være eneejer til at blive hovedaktionær med 51% af aktiekapitalen.

I pressen blev fusionen kaldt Ølbrylluppet, men det gik ikke helt gnidningsfrit. Det var især valgt af direktør, der førte til uenigheder, da begge sider havde interesser i sagen. Det blev i sidste ende Carlsbergs direktør A.W. Nielsen, der blev indsat som direktør for hele koncernen. Koncernen blev da døbt: Carlsberg Bryggerierne og og Tuborg Bryggerierne, De forenede Bryggerier A/S. Året efter skiftede de navn til De Forenede Bryggerier A/S.