FREDERICIA BRYGGERI
I 1975 offentliggjorde De forenede Bryggerier planerne om et nyt bryggeri i Fredericia. Det blev bygget op fra grunden. Alle teknologiske muligheder blev udnyttet, og produktiviteten sat i vejret.
Fredericia Bryggeri blev indviet i 1979. Det var Danmarks mest moderne bryggeri, der blev opført på en bar mark. Bryggeriet skulle alene brygge Hof og Grøn og havde en kapacitet på 45.000 flasker i timen. Det svarede til 20% af den samlede produktion i Danmark.
Det betød en aflastning af produktionsanlæggene i København, men også en begrundet frygt for nedlæggelse af arbejdspladser i Valby og på Tuborg i Hellerup. Anlægget kunne med 700 bryggeriarbejdere producere den samme mængde øl, som 5000 bryggeriarbejdere producerede i Valby. Det skyldtes blandt andet, at mange af de førhen manuelle opgaver var fuld automatiserede i Fredericia. Det tunge og mandskabskrævende arbejde var erstattet af overvågning ved maskiner.
Udvidelser, automatisering og forbedringer er fortsat på Fredericia Bryggeri, der med den endelige udflytning af produktionen fra Valby i 2008 nu rummer hele Carlsberg A/S indenlandske produktion. Seneste teknologiske tilførelse er en 3,2 km lang et-sporet jernbane. Den transporterer øl og emballage rundt på hele området fra kolonnerne til det 40 meter høje lager. Et højlager, der kan rumme 63 millioner øl og vand eller 11 flasker pr. dansker.
Moderniseringer skulle også finde sted i København. På Carlsberg i Valby fik man blandt andet den nye H-kolonne i en etplans tappehal i 1984 med en kapacitet på 78.000 flasker i timen. På Tuborg i Hellerup var investeringerne derimod svære at få øje på. I det hele taget var det vest for Storebælt, at de tunge investeringer fandt sted.