Børns indtægt var en uundværlig del af husholdningsbudgettet for en fattig familie. Fabriksloven  à 1873 satte imidlertid grænser for, hvad børn måtte blive sat til, og hvor længe de måtte arbejde.

Medarbejderbillede fra Alliances aftapningsanstalt, 1895.

Med loven om børnearbejde indskrænkedes børns arbejdstid. Minimumsalderen var 10 år, og børn mellem 10 og 14 år måtte max arbejde 6 ½ time om dagen. Arbejdstiden skulle lægges mellem 6 morgen og 8 aften og derved afskaffedes natarbejde. To arbejdsinspektører blev ansat til at kontrollere, at loven blev efterkommet. De kunne udstede bøder til arbejdsgiverne, men alligevel var der mange tilfælde, hvor loven ikke blev overholdt. Loven mødte desuden stor modstand fra flere fronter til trods for børnenes forbedrede arbejdsvilkår.

Der var modstand fra forældre, da mange familier var afhængige af børnenes indtægt, men også politisk skabte loven debat. Landstingsformand Schøler udtalte blandt andet: “Jeg frygter for, at man vilde risikere at bidrage til at gøre mange af disse unge Mennesker til Søvnetryner og Dagdrivere. Det er en underlig medlidenhed, man synes at have med kraftige Børn og unge Mennesker.”

Loven blev dog gennemført. Ved Bryggeriarbejdernes Forbunds anden kongres i 1899 blev det desuden vedtaget, at kun drenge over 14 år måtte beskæftiges på bryggerierne.  Den generelle fabrikslov om børnearbejde revideredes og opnåede stramninger i 1901 og 1913.
Loven gjaldt ligeledes for bryggerierne, men allerede i 1899 blev det på forbundets anden kongres vedtaget, at ingen drenge under 14 år måtte få beskæftigelse på bryggerierne.