ARBEJDET I KEDELHUSENE 1950-1960
Martin Olsen, f. 1875 fortæller om sit arbejde ved fyrene på Carlsberg. Martin Olsen startede som 77-årig på Carlsberg efter at have gået arbejdsløs et kort stykke tid. Som 78-årig blev han arbejdsløs og stoppede da sit arbejdsliv som kedel- og fyrpasser til havs og på land.
“Det varede heller ikke længe med at nyde friheden. Der blev sagt fra formandens side; “der er en plads på Carlsberg, og du skal møde på den og den tid”. Så var det bare med at haste af sted, og det vilde jeg hellere end gerne.
(…) Jeg blev riglermand. [Riglerne] var et transportbånd, som løb i 2nd sals højde omtrent i højde med kedeltappen, og som førte brunkullet langs med kedlerne og fyldte nogle siloer – en ud for hver kedel. Der var en elevator, som kørte kullet op fra gården og til det faldt ned på ovennævnte transportbånd. Alt det foregik kun hver gang, siloerne var ved at være tomme. Det gik meget smertefrit, men brunkullet var ikke altid sådan så [sneglene], som førte dem ind i fyret, kunde få kullet med. Der var sommetider nogle store stykker kul, som når de mødte sneglene blev de ved at ligge og vippe ovenpå og forhindre brunkullene i at blive ført ind i fyret, og der blev strax [nedjusteret] på målene. Så måtte jeg til vejrs og igennem en firkantet lem begynde at stange med en stor jernstand for om mulig at få træklodsen slået i stykker. Det var ikke altid, det lykkedes, så måtte man ned i siloen, gennem det firkantede hul, som var så stort, at man lige kunde klemme sig igennem. Så skulde man først grave kullene væk fra sneglene og se at finde træklodsen. Der var meget varmt der nede, så det blev som regel en rigtig svedetur. Når der ellers ikke var noget af den slags, gik det udmærket.
Kollegaerne sagde til mig, der er en trappe henne for enden af kedlerne, du kan benytte, selv benyttede de ikke den, de entrede op af (…) forpartierne på Kedlerne det var nemmere, og de mente selvfølgelig ikke, at jeg som var en ældre mand kunde klare den, men det gik godt. Jeg benyttede samme vej som dem, jeg var jo vant til at gå til vejrs.
Imidlertid slap brunkullene op, og dermed var det arbejde slut. Men nu skete mit held eller uheld, hvad man vil kalde det, den ene af kollegaerne gled på en trappe og knækkede (…) benet, så overtog jeg hans tjans. Det var den ene uge på fyrpladsen og passe vandstanden på kedlerne. Vi kørte for det meste med tre kedler og 10 vandstandsglas på hver kedel. De sad noget højt oppe, så den skulde man vel nok passe på, vandstanden kunne pludselig forandre sig. Kom der for meget vand på, kunde man risikere, at dampen tog vand med over i maskinhallen, så var den gal. Vandet kunde slå det hele i stykker. Var der for lidt, var der endnu større fare. Det er jo store kedler, og vi kørte med 20 atmosfære tryk. Så man skulde være vågen hele vagten, men ham som havde kedlerne altså [fyrene], han kiggede jo også efter vandet. Han havde ellers nok at passe, men han går frem og tilbage på [fyrpladsen] og har jo også ansvaret for at give et vink om, hvad der blev brugt per dag. I døgnet skal jeg opføre nogle tal; 150 tons brunkul, 100 tons kul og 10 tons olie, det er i dag en klat.
Næste uge var jeg i kælderen. Lad mig lige anføre at ham, som havde kedlerne altså fyrene at [passe], skiftede ikke, der var tre faste mand en til hver vagt. De havde en kr mere om dagen end os andre.”