STALDFOLK ANNO 1908
Staldfolkenes løn-, arbejds- og boligforhold kan læses af følgende skrivelse til Inspektør Clement.
Bemærk, at det afsluttes med, at staldfolket oftest var ‘ældre Folk’. Med dette kan der både være tale om medarbejdernes alder, men også at det var betroede medarbejdere, som bestred det eftertragtede arbejde i stalden.
Anledningen til skrivelsen kendes ikke.
“Herr Inspektør Clement,
Paa Deres Forespørgsel angaaende Arbejderinddelingen i Stalden skal jeg meddele Dem Følgende:
Hestebestand: 140, som opstaldes i tre Staldbygninger. Til at passe disse Heste er der 6 Mand incl. Staldmester. Staldmesteren har 1176 Kroner om Aaret og fri lejlighed i en af Staldene.
De andre 5 Mand har 21 Kroner om ugen, og skal sove i Staldene. Den ene af de 5 Mand, som er gift, har dog lejlighed i den ene af Staldene, men maa derfor betale 141 Kroner om Aaret.
Arbejdstiden er fra Klokken 5? Morgen til 9 Aften, som Fordringen af Hestene foreskriver det. Der holdes Kaffepause, Frokostpause, 4 Timer Middag samt Pause til Aften.
Hver Mand har en hel Fridag om Ugen: vi har altsaa de 6 Dage om Ugen 5 Mand, og den ene Dag alle 6 Mand til Disposition.
Nogen skriftlig Overenskomst med Bryggeriarbejdernes Forbund har vi ikke, der staar kun i Lønregulativet, at Lønnen er 21 Kroner. Da vi i sin Tid forhandlede med Herr Carl Hansen, var Forlangendet kun det at få 1 hel Fridag om Ugen i Stedet for ½, og dette blev bevilget. Naar der er en Del Heste syge, sættes der 1 Extramand? til at strigle disse. Staldmandskabet har i Reglen nok med at fodre Hestene, holde Stalden og Staldpladsen rene, samt skære Hakkelse med elektrisk Drivkraft.
Vores Staldfolk er til Dels ældre Folk, i hvert Tilfælde Folk, som har Lyst til deres Gerning.
Med Hilsen
A. xxx.”
You must be logged in to post a comment.