NY CARLSBERG GLYPTOTEK
Carl og Ottilia Jacobsen skænkede store dele af deres private kunstsamling til offentligheden ved opførelsen af Ny Carlsberg Glyptotek.
I 1888 underskrev Carl og Ottilia Jacobsen et gavebrev, hvori de skænkede store dele af deres danske og franske kunstsamling til offentligheden på betingelse af, at Københavns Kommune ville lade opføre en bygning hertil. Vilhelm Dahlerup tegnede bygningen, og Ny Carlsberg Glyptotek blev indviet den 1. maj 1897 bag Tivoli.
Det kan være svært at forstå i dag, men Carl Jacobsen skal have udvist utilfredshed med placeringen, da det efter hans opfattelse lå for langt fra det centrale København.
Den danske og franske samling blev skænket i 1888 og i 1897 skænkede de også den antikke samling til Ny Carlsberg Glyptotek. Den blev indviet i 1906 og krævede en udvidelse af det oprindelige byggeri. Denne udvidelse tegnede Hack Kampmann. I 1996 blev museet endnu engang udvidet ved Henning Larsen Tegnestuen.