JESUSKIRKEN
Brygger Carl Jacobsen fik 1 million kroner i arveforskud, da faderen gjorde sønnen arveløs ved at testamentere Gl. Carlsberg til Carlsbergfondet. En del af arveforskuddet anvendte Carl til et kirkelegat til opførelse af en kirke i Valby, Jesuskirken.
Jesuskirken blev familien Jacobsens mausoleum. Det var ifølge datidens kritikere den totale stilforvirring, der endte med at koste det firedobbelte af den projekterede pris. Carl Jacobsen havde ellers sat en kvart million af til opførelsen af kirken.
Carl Jacobsen var inspireret af San Apollinare in Classe kirken udenfor Ravenna i Italien, og arkitekt Vilhelm Dahlerup fik til opgave at tegne kirken. Det var en bunden opgave, og Carls idéer skulle følges nøje; f.eks. måtte ingen af de 82 søjler være ens. Ornamentikken var overdådig indenfor som udenfor.
Jesuskirken lå på en mark, og vendte mod syd frem for mod øst, som var mere almindeligt for dansk kirkebyggeri. Det skyldes, at kirken var situeret med indgangen mod Valby Langgade og havde til formål at samle menigheden. Borgerne i Valby havde forinden hørt til kirken på Frederiksberg og siden i Hvidovre, men fik med Jesuskirken egen kirke.
At samle menigheden blev Jesuskirkens første præst Henry Bräem Ussings opgave. Henry Ussings far sad i Carlsbergfondets bestyrelse, og det er sandsynligvis herigennem, at Henry Ussing kom til at besidde præsteembedet. Han var en energisk præst, som satte mange tiltag i gang for menigheden. Kirken blev derfor den samlende enhed, Carl Jacobsen havde håbet, men først og fremmest en familie kirke for familien Jacobsen.
You must be logged in to post a comment.