FESTIVITAS
Jubilæer og fødselsdage blev fejret med kollegaerne. Men også andre begivenheder gav en anledning til fest og socialt samvær med kollegerne. En tidligere bryggeriarbejder fortæller om de festlige dage:
“Andre dage kunne det gå meget mere festligt for sig. Til fødselsdage var der fest. Fødselaren gav brændevin, enten til det sædvanlige frokostbord eller måske til ”kolonnen”. De andre havde så pyntet bordet med papirdug og flag, og de havde købt gave og skrevet kort. Det var rigtig familieagtigt, og kollegerne var smadder søde. Der var også fest, når kolonnen havde rengøring. En gang om ugen skulle der gøres hovedrent i kolonnen, som blev taget ud af produktion i en hel dagvagt. Alle havde deres tjans med grundig rengøring, og til frokost blev der festet. Hele kolonnen spiste frokost sammen, og der blev drukket brændevin. Nogen gange lidt mere end til hverdag; måske også til den senere kaffepause, og så var der højt humør. Også fordi formanden var mere venlig og afslappet, når der var rengøringsdag.”