Carl og Ottilia skrev lange, kærlige breve til hinanden, når de var hinanden fraværende. Brevet er dateret søndag Aften 5/1 1902.

Carl og Ottilia Jacobsen til fest med medarbejderne i 1907

“Min darling Ottilia,
Jeg længes meget efter Dig og vilde have været hos Eder til Middag, i dag, da jeg fik Theodoras Besked, at hun hellere vilde, at jeg ikke skulde komme!
Det kan jeg saa godt forstaae, det hører jo til Din Slægts Kiendskab(…)lighed?
Mødet i Torsdag Aften (turen til Holm) var særdeles behageligt og jeg haaber, at alle Vanskeligheder for en snarlig Ordning af Sagen, nu er ryddede af Vejen. Igaar var Andreas (Weis) Hos mig og vi afhandlede en hel Deel.
Han kom saa sent, at vi frygtede at han havde glemt det. Jensen sagde da, at der (laa) Brev fra Gientofte.
Jeg aabnede da dette, da jeg antog at det var fra Helga: at Andreas ikke kom.
Det var imidlertid ikke fra Helge men fra Fru (Z  ).
Du maa derfor ikke undre Dig, over at finde dette Brev aabnet.
Vagn har nu lige siddet hos mig, at (og) udtalt at han ikke synes at han tør gaae op til Examen paa Tirsdag.
Helge har sagt nogle saa gyselige dumheder ved Middagsbordet, at Glæden over vores Sønner ikke er stor i dag.
Hils Theodora og børnene men hils især Edgar og sig ham at mine tanker i disse Dage bestandig er hos hans kjære Moder – jeg kan begribe den (Ængstelse) og Bekymring, som han maa være i, jeg deler den af fuldt Hjerte, thi jeg skattede jo ogsaa hans Moder uhyre højt .
Jeg haaber, at Theodora vil være ham til Trøst i denne Tid – jeg veed jo ogsaa, at du vil og kan være det.
Du elskelige Ottilia, hvor Du er, spreder Du sorgen og bringer lindring til Andre uden at tænke paa dig selv. 1000 Kys fra Din Carolus.”