FORSKEL PÅ FOLK
Der var forskel på folk; ikke bare blandt bryggeriarbejdere og funktionærer, bryggeriarbejdere og håndværkere, men også internt blandt bryggeriarbejdere var der forskel.

De første bryggeriarbejdere foran bryggeriet i Frederica. Både arbejderne og Fredericia Kommune havde forventet, at det nye bryggeri ville generere mange arbejdspladser. Det nye bryggeri var imidlertid så automatiseret, at behovet for arbejdskraft var langt mindre end forventet af omgivelserne.
En tidligere bryggeriarbejder, der arbejdede på Carlsberg i 1970’erne og 1980’erne, fortæller, hvordan man kunne se forskel på folk.
“Hver kolonne havde en formand, der fungerede som arbejdsleder. Det var formanden, som klokken præcis 6 stod ved kolonnens tavle og kontrollerede, at alle i kolonnen alle var mødt og satte vores “tegn” op i nogle små lommer på kolonnens tavle. “Tegnet” var et lille plastickort med medarbejdernummer og magnetkode, som også blev brugt i adgangskontrollen, når man skulle ind og ud af porten. Formændene gik i blå kitler eller lyseblåt arbejdstøj. Over dem var forvalterne, som gik i kakifarvede kitler, og over dem igen var fabrikscheferne Callesen og Clausen, som havde hvide kitler. Almindelige bryggeriarbejdere gik i blåt Kansas tøj og sorte træsko med skridsikre såler. Truckførere havde kakifarvet arbejdstøj, og dem på Essensen havde lyseblåt. Det var Callesen og Clausen, der havde det øverste ansvar for, at sodavanden smagte, som den skulle. De fik jævnligt bragt en bakke med en lille hvid dug og en frisktappet sodavand fra hver kolonne plus et rent glas, så de kunne smage, om alt var i orden. Jeg husker ikke længere, om det var Callesen eller Clausen, der havde opfundet Jolly-Cola som den danske konkurrent til Coca-Cola.”

You must be logged in to post a comment.