2-ØRES-STREJKEN 1965
2. maj 1965 gik bryggeriarbejderne på landsplan i strejke for første gang i 41 år. De strejkede imod lønforholdene, men også i en principiel sag om arbejdsgivernes evige afvisning af arbejdernes krav, særligt i en periode med økonomisk opsving.
Forventningerne var høje til overenskomstforhandlingerne i 1965. Bryggeriforeningen og Forbundet kunne dog ikke blive enige om en lønstigning, og til trods for Bryggeriforeningens sidste forsøg på en forhøjelse i ottende time, der stadig lå langt under bryggeriarbejdernes krav, gik forhandlingerne i hårdknude efter tre ugers tovtrækkeri.
Bryggeriarbejderne gik i strejke. Det blev hermed den første landsdækkende strejke i over 40 år. Strejken samlede de mindre bryggerier i provinsen og de store i København og Århus.
Den 22. maj 1965 kom forhandlingerne i gang igen. Strejkekassen var næsten tom, og stående udenfor LO var der ingen økonomisk støtte at hente for Bryggeriarbejdernes Forbund. Situationen var tilspidset.
Et flertal i forbundets hovedbestyrelse stemte for arbejdsgivernes tilbud om en to øres forhøjelse i forhold til Bryggeriforeningens sidste udspil inden strejken. Men blandt andre Mandlig Afdeling i København med formand Holger Foss som frontfigur var imod, og en enig bestyrelse opfordrede medlemmerne til at stemme nej. Den endelige afstemning blandt medlemmerne blev opgjort den 29. maj og resulterede i et entydigt nej.
Strejken fortsatte med en næsten tom strejkekasse. Den 12. juni 1965 var der en ny urafstemning, og Forbundets medlemmer stemte ja til den to øres forhøjelse, de allerede havde fået sat i udsigt før strejkens udbrud den 2. maj.
Holdningerne til strejkens udfald var blandede. Holger Foss, Mandlig Afdeling København, så det som en sejr for arbejderbevægelsen som helhed. På landsplan var det lykkedes arbejderne at stå sammen og kæmpe for deres ret mod arbejdsgiverne. Andre, heriblandt forbundsformand Ivar Kirk, så det som et nederlag med en kun to øres gevinst for seks ugers strejke.
